Gå til hovedindhold

Fra børnehave til skole/SFO

Vi er optagede af at skabe gode sammenhænge for børn og deres forældre, når der sker skift til noget nyt.

Indhold

    I Albertslund er vi optagede af at skabe gode sammenhænge for børn og deres forældre, når der sker skift til noget nyt. Det drejer sig om skiftet fra hjem til dagtilbud, for nogle børn skift mellem dagtilbud og senere skiftet fra dagtilbud til SFO/skole.

    Vi arbejder på tværs af børnehave, SFO og skole ud fra en fælles overgangsmodel. Det gør vi for at skabe sammenhæng, helhed og pædagogisk kontinuitet i barnets liv. Fokus er både på det enkelte barn i overgangen, på fællesskabers og venskabers betydning, på forældresamarbejde og på de fagprofessionelles samarbejde og videndeling.

    Overgangsmodellen ser således ud:
    Det år dit barn fylder 6 år, skal barnet starte i skole - i børnehaveklasse i august måned. Hvis dit barn skal i SFO (skolefritidsordning), vil opstarten være i maj måned.
    Det er distriktsskolen, der via digitalpost sender brev til alle forældre til kommende skolebørn om, hvordan skoleindskrivningen foregår.

    Institutionen inviterer forældre til kommende skolebørn til et forældremøde i september måned om overgangen til SFO/skole.

    Formålet med forældremødet:
    At styrke forældrenes kendskab til børnehavens, SFO’ens og skolens overgangspædagogik, så de kan støtte deres barn bedst muligt i – og op til skiftet mellem børnehave, SFO og skole.

    Børnehaven udfylder et overleveringsskema til SFO/skole. I skal som forældre give jeres samtykke til, at der udveksles oplysninger omkring jeres barn, før overleveringsskemaet må videregives til SFO/skole.

    Formålet med overleveringsskemaet er:
    Skemaet har til formål at sikre pædagogisk kontinuitet og videndeling omkring barnet, at støtte barnet i at bygge videre på nuværende kompetencer og erfaringer, samt at sikre et godt afsæt for klassedannelse. Skolerne bruger overleveringsskemaerne, når de skal sammensætte klasserne og støtte barnet i opstarten.

    Besøgsdage på SFO og skole, som finder sted inden SFO- og skolestart. Det er SFO'erne, der inviterer børnehaverne til besøgsdagene. På dagen deltager, ud over børnene, pædagoger fra børnehaven og pædagoger fra SFO’en. Hvis det er muligt, kommer børnehaveklasselederen på besøg.
    Børnene har madpakker med fra Troldehøj som de spiser i SFO'en sammen med deres nye venner. De laver også nogle fælles lege og synger en sang sammen. Inden de går hjem får de taget et fælles billede, som de kan tage med tilbage.

    Vi har også idrætsdage på tværs med Børnehaven Søndergården og Børnehuset Toftekær. Vi mødes henover to dage med de kommende skolebørn og laver idræt. Det er en god og sjov måde at lærer sine nye venner at kende på.

    Formålet med besøgsdage på SFO/skole:
    At barnet, via kendskab til de nye rammer og steder, får en oplevelse af tryghed i skiftet mellem børnehave, SFO og skole.